Fremtiden er bæredygtig.

I går havde jeg en samtale med min bonussøn Anders.

Vi snakkede om klima, bæredygtighed og dårlig samvittighed.

Han er bekymret og han synes ikke selv han gør nok for at blande sig og dermed bidrage med sin stemme til en bedre verden. Han og jeg kan også føle det som voldsomt og frustrerende gang på gang at høre om, hvor skidt det står til på områder, hvor det blandt andet er politikernes ansvar og pligt at handle. Hvor kunne de ha´gjort meget mere.

Vi kom til at tale om hvordan politikere gang på gang har forhalet enhver handling på transportområdet. Det gælder såvel den kollektive transport som den private. Der er selvfølgelig penge til at støtte den bæredygtige fremtid. Man kan holde op med at smide rundt med milliarderne til ingen nytte. Et dyrt togprojekt uden bedre offentlig trafik, et par vejprojekter uden mening andet en politisk tilfredsstillelse, IT- programmer, der ikke dur og som skaber mere stress og dårligt arbejdsmiljø. Det er allerede mange penge og så er der alle de milliarder vi ikke ved hvor er.

Vi talte om, hvornår de første alvorlige klima opfordringer kom. Jeg fortalte om Brundtland rapporten fra 1987 og han fortalte, at da han var barn i 80érne havde han hørt om hullerne i ozonlaget og var så bange for at komme til at stå under et hul, for det var livsfarligt.

Oprørte over den manglende politiske handlekraft, faldt vi ned igen da Anders sagde: ” Jamen jeg gør da noget  bæredygtigt i mit liv. Jeg har ikke nogen bil og jeg flyver ikke. Ja faktisk prøver jeg at sidde stille det meste af dagen.”

Det medførte latter og atter et godt humør og samtalen drejede i retning af, at når vi helt almindelige mennesker gør noget, så bidrager vi.

Nogen synes måske det er mærkeligt, at man kan blive virkelig glad over små ting i hverdagen. Når man har gjort små grønne, bæredygtige, klimavenlige handlinger. For eksempel glæde over altid at huske sit indkøbsnet, eller glæden over kun at vaske med sæbenødder, flere og flere kødfrie dage, minimalt madspild, mere genbrug og en glæde over at være en del af Repair Café Odense. Mange helt almindelige borgere i samfundet har længe bidraget til en mere bæredygtig verden, og flere kommer til, så vi savner i alvorlig grad politiske dagsordener og idealer for en lysere fremtid.

I dag har jeg læst at Signe Wenneberg taler med unge som er fyldt med angst over planetens tilstand.

Det fylder meget i deres sind, og magtesløsheden er en daglig følgesvend. For nogle er det så voldsomt, at de må søge hjælp i terapi. Det bør vi ikke overhøre.

Vi bør give håb om, at dem som har ansvaret for vores land uanset politisk standpunkt, sætter bæredygtighed foran alle deres beslutninger.

 

 

 

Heldigvis er ozonlaget ved at hele efter 30 års indsats.