Vores madkultur. Få det ind med barneskeen.

IMG_6020

 

Jeg var så fornærmet og sur på min mor i begyndelsen af 60erne, for hun ville ikke købe den trestjernede salami.
Jeg havde jo set den på de andres madpakker og også set flyveren i luften med det fine reklamestof.
Min mor sagde at hun ikke ville købe det møg.
Forøvrigt fik hamburgerryggen samme skæbne.” Den er fyldt med vand og det er det rene humbug.”
Så jeg fortsatte med at spise hjemmelavede madder. Æggemadder, æbleflæsk, rullepølse og leverpostej. Af og til byttede jeg mig til en købepålægsmad mod en med æbleflæsk.

Dengang i 60erne var barndomslæring. Det var madkultur og stolthed. Det var holdninger og troværdighed. Min mor var måske nødt til at være økonomisk, men det var ikke drivkraften. Det var kvaliteten, råvarerne, forarbejdningen og smagen der var afgørende for det hun ville tilbyde sine børn.
Det tog jeg med mig og selvom vi har købt væsentligt mere fabrikeret mad i vores generation, så lå barndommens madkultur klart i min bevidsthed.
Den var daglig og dejlig.

Da jeg selv fik børn var det vigtigt at mine børn fik lov at smage kvalitet. Tomater og agurk med smag. Æbler direkte fra æbletræerne, og de fik også mormors kriterier for god mad at se og smage.

I dag er det dem der bærer kulturen videre og selvom den industrielle påvirkning har gjort sit til at forenkle vores smagsløg og kriterier for mad, så er vores madkulturs moder ikke glemt.

Da jeg var barn var det pinligt at levne mad. ” Tænk på alle dem der sulter” var beskeden. Jeg kunne ikke forstå, at det skulle ha´nogen betydning for de sultne, om min halve med leverpostej røg ud til hunden. Den var også sulten.
Men den hån vi har haft mod udnyttelsen af vores råvarer og den fattigdom vi har været medskabere af, gør kampen mod madspild let at forstå for mig.

I øjeblikket lider 842 millioner mennesker af sult hver dag, og formindskede vi madspildet med en fjerdedel ville der være mad og produktion til 870 millioner mennesker. (Kilde: Foodobserver.dk og Unep.org)

Det kan gøre helt ondt i mig, at se butikkerne bugne af varer, for så at smide en stor del ud.
Når restauranterne disker op med det store “tag selv bord” til jul for eksempel, så mister jeg appetitten.
Det jeg er vokset op med er en anden kultur.

På verdensplan smider vi hvert år 1,3 milliarder tons mad ud. (Kilde: natgeo.dk og andre)
I Danmark smider vi 700.000 tons mad ud om året. ( Kilde: Stop spild af mad, dakofa.dk )

At begrænse madspildet kræver mange indsatser, og indsatserne tales der om i dag. Det er alt fra frøene der sås til færdig handelsvare. Det er økonomiske beregninger og klima. Det er nye madvaner og emballage. Det er politik og det er sundhed.

I min bog ” Vores skole” fortæller jeg om vores madordning. Vi havde en fantastisk madordning. Børnene forberedte frokost hver dag til hinanden, og de fik mulighed for at tilegne sig en kvalitativ madkultur. Næsten som den min mor lærte mig.
Det burde man gøre meget mere af i skolerne. Det er en god tid at bruge sammen med børnene. Børnene får indflydelse og aktivitet. De mærker og smager og følger årets produkter. De skaber hofretter og sociale hensyn.

Det bærer i høj grad faglig mening at arbejde med madkultur i hjemmene og i skolerne.

Vi kan alle deltage i den udfordring madspildet er. Snakke om det, tage nye skridt i anvendelse og gøre noget andet.

I virkeligheden er det os, den store almindelige befolkningsgruppe, der kan påvirke samtlige indsatser. Få det ind med barneskeen. Det giver mening, kultur og meget andet godt med sig.