På vores skole er der faglig bredde

 

 

 

 

Peter har taget sit skakbræt med i skole i dag. Mille og ham kan spille skak, og de vil gerne spille skak i dag. Skak går aldrig af mode, og der har lige været skakmesterskaber.

De er vilde med skak. Nikolaj og Vermund sagde i går, at de gerne ville lære det.

Så i dag samles de 4 ved et bord. Mille og Peter starter undervisningen og sætter selv gang i et spil. Måske de snakker lidt for højt, så de flytter ud af lokalet.

I de bløde stole har Laura, Sofie og Matilde sat sig med hver sin Ipad. De er begyndt at læse eventyr. Lige nu er det grønlandske eventyr, de synes er spændende. Børn og voksne holder en gang imellem bogmesse, og sidste gang fortalte Lise, som er en af de store børn, at hun havde været på grønland sammen med sine forældre i to år. Der lærte hun en masse om grønlandske sagn og eventyr.

Anton og Christian arbejder i et spilprogram. De er ved at konstruere et spil. Mike og Philip er også med i den gruppe, men de sidder og tegner inspireret af spilsnakken. De har medbragt deres egne computere, hvor disse programmer er installeret. De arbejder med at konstruere baner med figurer, der møder forhindringer.
Silke og Theodor vil gerne lave et forslag til en ny messe. De vil lave en dukkemesse. De vil lave dukker og teater, og de snakker frem og tilbage om messens indhold. Det kunne også være tøj og dukker. Dukker er umoderne, men Silke har leget med dukker og det var sjovt. Engang lavede de selv nogen dukker af affaldsting, ligesom Shane. Tine og Edvard har lavet lidt matematik, men nu spørger de om de må være med til at lave messe.

Messerne er sjove at lave, for der sker en masse spændende ting. Børnene har deres egne stande, og de voksne har også en stand på sådan en dag. De børn der ikke har nogen stand går rundt og besøger standene. Unge og ældre børn er blandet sammen og der er altid en cafe. Standene skifter i personale, så alle børn kan rundt og se hvad der præsenteres.

Rudi og Anker ved ikke hvad de vil lave i dag. De har hver især deres at slås med. De følges med Mads, som er den voksne i gruppen. Mads foreslår forskelligt og der er også noget af de gerne vil. Det er bare ikke så længe ad gangen. Det ender med de følger med Mads rundt i gruppen, indtil de finder ud af noget.

Mike sidder for sig selv og kan heller ikke rigtig få gang i noget. Må jeg godt kigge på gamle biler ? Det må han godt, og Mads vil gerne høre mere om nogen af de gamle bilmodeller. Rudi synes gamle biler er kedelige. Måske han kunne synes om se på moderne biler ?

Tiden kan afsluttes på forskellige måder. Man kan fortælle mere om det man laver. Man kan fortsætte sin proces. Nogen udvikler på deres proces, andre afslutter det de er i gang med.

Det der er på spil her er, at børnene bliver set og hørt. De lærer forskelligt og fokus er ikke på resultat, men proces. Det er innovation.
Det sociale grundlag er anerkendelse og lydhørhed. Derved undgår man mobning. Befinder man sig i et socialt anerkendende rum ophører trangen til mobning, fordi her er plads til alle, også selvom der af og til skal korrigeres på adfærd og løses konflikter.
Alle børn burde i dag have mulighed for at arbejde og lære i forskellige tempi og med forskellige indgangsvinkler. Inspiration til faglig bredde og fordybelse burde være en selvfølgelighed, fremfor en bestemt plan.

Skolen bør være et fristed for alle børn og det sociale bør vægtes højt. Et højt socialt niveau opnår man ved at anerkende alle børn og ved at fokusere på børnenes tilstedeværelse og behov.
At undervisning styres af planer, test og resultater er en katastrofe. Det er grobund for et ulige samfund.
Mange unge går i dag meget op i deres resultater. Får de ikke 12 er det nedtur. Det er trist, uendelig trist, at det er det der holder dem oppe, når der nu er så meget andet at være interesseret i.
Luk børnene ind i det spændende faglige univers og lad dem være med i deres dag og faglige udfordringer. Fjern skemaer, klassestruktur og traditionel møblering.
Børn kan bidrage med så meget inspiration og viden.