Læs om en anderledes skoledag

IMG_0596

Læs om en anderledes skoledag.

 

Da jeg var barn, og det er længe siden, skabte jeg ubevidst en aftale med mig selv om at skolegang kan være mere end at sidde stille på en stol, være tilskuer, række hånden i vejret og være passiv lytter.
Jeg var god til at falde fra, kigge ud af vinduet og tænke på alt muligt andet. Dengang passede skolen godt til samfundet. Vi blev uddannet i industrisamfundet. Opdragelsen var at høre efter og være artig, og det var jeg næsten hele tiden, men for nylig fik jeg fortalt af en ældre slægtning, at da jeg var lille var jeg en “skrubbe”, hvilket betød at jeg havde svært ved at sidde stille.

 

Mange år senere fik jeg mulighed for indflydelse på den pædagogiske profil på en lille friskole.

En friskole, der på alle måder var forskellig fra noget jeg nogensinde havde set. Jeg blev straks forelsket. En friskole med stråtag og anderledes skolebygninger. En friskole med 10.000 m2 udenomsplads. En friskole med nærvær.

 

Her fik jeg mulighed for at holde barndommens aftale med mig selv. At skabe et anderledes liv i skolen. Rammerne var perfekte og tiden var på vej til noget andet.

 

Det blev til nogle fantastisk spændende år med skoleudvikling i børnehøjde og i takt med tiden.

De gamle opdragelsesprincipper var væk. Børn blev nu opdraget i en helt anden ramme. Børn måtte gerne høres og ses. Uddannelser forsvandt og nye kom til. Teknologien stod på spring til en helt ny tid.

 

Alt det handler min bog om. En beskrivelse af vores hverdag og hvorfor vi var så begejstrede.

 

UNESCO har i 1996 udgivet et koncept for livslang læring. De 4 søjler, der beskriver læringens univers hedder :

Learning to know

Learning to do

Learning to live together

Learning to be

 

Det er min opfattelse at fokus på “Learning to know “ har været fremherskende, mens de andre tre i den danske model, har haft alt for lidt opmærksomhed.

I bogen opfordres der til øget ligeværdighed på alle 4 søjler. Det var det vi gjorde og den inspiration sender vi gerne videre.